Gå til hoved-indhold
28. april 2024 - kl. 00.04

En personlig beretning fra dagens Ukraine

  • 1 af 1
    Sæbynitten Ove Urup Madsen er leder af EU-kontoret i Kharkiv i Ukraine.
Af: Michael Frederiksen

Der er krig i Europa – så tæt på og alligevel langt fra dagligdagens Danmark. Rædslerne er svære at forestille sig. De er der – tæt på de danske grænser.

Sæby Kirke inviterer nu til en aften med en personlig beretning fra krigens hverdag. Sæbydrengen Ove Urup Madsen fortalte for to år siden så medrivende om, hvordan krigen i Ukraine begyndte og om de første skrækkelige måneder. Nu kommer han igen og fortæller om to år i krig.

Ove Urup Madsen er leder af EU-kontoret i Kharkiv i Ukraine. Han har i krigens år tilbragt hovedparten af tiden i Ukraine. Ove Urup Madsen kommer til Mariehuset, Strandgade 5 i Sæby tirsdag 30. april kl. 19.30 og giver en statusberetning fra det krigsramte Ukraine.

Ukraine lider under daglige og brutale bombardementer, men på forunderlig og typisk ukrainsk vis, så finder de hårdt prøvede mennesker alligevel en tålelig tilværelse under disse forhold. Luftalarmerne hyler skingert og uforudsigeligt på alle tider af døgnet – mest i det østlige Ukraine, men egentlig over hele landet. De fleste søger i sikkerhed, men efter mere end to års krig ser man ofte, at mange bare fortsætter deres forehavender. Hvordan er dette muligt?

Det giver Ove Urup Madsen sit bud på tirsdag i Mariehuset i Sæby. Alle er velkomne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...